– Mette Brink, 3P coach & mentor

 

Min baggrund

Jeg er certificeret stress og transformations-coach – uddannet af de bedste i verden – i Danmark, USA, England og Spanien.

Jeg har bidraget til bøgerne: ‘Dit selvhelbredende sind‘ og bogen ‘Tillidsskabende ledelse i offentlige organisationer’  og senest ‘Livet har dig‘, om dette perspektiv og tilgang til at arbejde med coaching – som er ny i Danmark. Og så har jeg erfaring med at arbejde med mennesker, som har været ramt af stress, angst og depression.

Det er noget af det bedste, jeg ved, at opleve mennesker komme sig og finde gnisten, roen og glæden igen. Uden hårdt arbejde, øvelser og lange forløb. Jeg coacher også mennesker, der gerne vil skifte spor i livet – eller følge deres passion og livsdrømme.

Jeg har sammen med Jacob Rebien undervist stressramte i forståelsen for Psykologhuset Intakt/Mette Louise Holland, og så har jeg undervist medarbejdergrupper i private og offentlige virksomheder i forståelsen, der bygger på nogle meget enkle psykologiske principper. Jeg har også undervist elever i udskolingen – og har udviklet et curriculum i forståelsen – til brug i grundskolen for at skabe bedre trivsel og styrke elevernes mentale robusthed, selvtillid og selvværd.

Ud over at være transformerende coach er jeg cand.mag. i kommunikation og journalistik og freelance- kommunikationsrådgiver og skribent.

Jeg har arbejdet i tv-og bladbranchen, i private- og offentlige organisationer og som selvstændig. Så jeg bringer også min kommunikationsfaglighed ind i samtalen, der hvor det passer, når det gælder spørgsmål om fx karriere, kreativitet, innovation og iværksætteri.

Min historie og tilgang

I de seneste år har jeg arbejdet mere og mere med personlig performance, performancetræning, psykologi og selvudvikling. Insideout-forståelsen, som jeg arbejder ud fra nu, har slået det hele af banen. For jeg har opdaget, at det ikke er svært at ændre vaner og give slip på det, der står i vejen for, at man kan blive den bedste udgave af sig selv og udleve sine drømme.

Da jeg stødte på denne forståelse, blev jeg blæst bagover af fryd over, hvor skønt livet kan være, når man ikke bekymrer sig så meget mere og ikke lader sig highjacke af stress og pres udefra. Og jeg opdagede, hvordan jeg mere og mere kom til at leve det liv – som jeg altid har ønsket at leve. Et roligt, afslappet glædesfyldt liv – med masser af nærvær, kreativitet, flow og gode oplevelser.

Det vil jeg gerne lære andre. Og jeg tror på, at denne forståelse er svaret på mange af de problemer, vi oplever med den epidemi af stress og depression, der er i vores samfund. Som mennesker er vi skabt til at trives og være lykkelige – det meste af tiden. Stress og depression er ikke normaltilstande eller nødvendige bivirkninger af et moderne liv. Der er en anden vej. En anden mulighed. Og det er egentlig ret enkelt at lære.

Om mit mindset og måde at arbejde på

På bloggen fortæller jeg om at (op) leve livet indefra ud. Fra alle mulige vinkler. Og jeg peger på den samme enkle forståelse (af livet) hele tiden. En forståelse der bygger på tre enkle psykologiske principper. Og hvis du hænger på her – vil det med tiden blive tydeligere for dig, hvad jeg taler om. Hvis ikke, vil jeg elske at være din guide til et liv med masser af hverdagsmagi og til at genfinde magien, gnisten og glæden – og leve et liv med ro i sindet og masser af energi, kreativitet og overskud.

Forståelsen – den tilgang, jeg arbejder ud fra

Det minder om det. Men det er ikke mindfulness. Det er heller ikke metakognitiv terapi eller ACT – men det er tæt på. Det er et nyt psykologisk paradigme – som udspringer fra USA, hvor Sydney Banks havde en dyb indsigt om, hvordan vores psyke virkelig fungerer. Se mere her om forskning og effekten af forståelsen.

Det er noget helt andet end andre psykologiske tilgange, fordi der ikke er nogen teknikker. Der er ikke noget, man skal gøre. Det er bare mindsettet, perspektivet på livet, der skifter, når man forstår de tre psykologiske grundprincipper, som Sydney Banks formulerede. Nogle forstår det med det samme, som jeg gjorde, og andre skal lige have det gentaget nogle gange.

Effekten af forståelsen

Når man lærer insideout-forståelsen og forstår de enkle principper vores sind fungerer efter – så bliver den tilstand af nærvær, ro, glæde, overskud – (som man også opnår gennem teknikkerne bag mindfulness, meditation, metakognitiv terapi – og al anden terapi og mental træning, når den virker) helt naturligt integreret i ens liv, mindset og adfærd. Det der er så magisk ved det, synes jeg, er, at man indser, at man IKKE behøver teknikker for at finde tilbage til sin indre tilstand af ro, klarhed og nærvær.

Alt hvad man behøver at gøre, når man føler sig stresset eller fortabt er at indse, at man IGEN blev fanget i sine tanker – og at det går over – og at virkeligheden som regel er meget nemmere at forholde sig til end vores tanker om den. Uanset hvad der sker. Det lyder måske provokerende? Men tænk lige lidt over det. Hvor mange gange i livet har du tænkt:  Det her, det klarer jeg simpelthen ikke. Og så er det gået alligevel – og mange gange har du måske også tænkt bagefter: Var det bare det? For disse bekymringer og tanker om en situation viste sig at være meget værre end selve situationen? Det har jeg prøvet – med fødsler, eksamener og arbejdsmæssige udfordringer. Og det har du sikkert også, når du tænker efter. Mennesker reagerer vidt forskelligt på situationer – nogle mere hensigtsmæssigt end andre. Selvom der ikke er nogen ‘rigtig måde’ at reagere på, så er det rarere at flyde end at synke. At blive på benene end at falde.

Vi er jo bare mennesker allesammen. Også mig. Og jeg har både oplevet at blive stærkere af den modgang, jeg har mødt på min vej – og at blive knækket af det. På nogle områder af livet er jeg virkelig stærk, og på andre områder er jeg det overhovedet ikke. Men hvad er forskellen? Hvorfor kan jeg nogle gange holde til de mest utrolige ting? Og skabe de mest utrolige resulateter under pres – og andre gange ikke? Det er den måde, jeg tænker om situationen på, der gør forskellen. Det er ikke selve den situation, jeg oplever, som skaber mine følelser – men mine tanker om den.

Forskellen på før og nu er, at: Nu er jeg bevidst om, hvad det er, der gør forskellen. Og derfor reagerer jeg anderledes på mine tanker og på livet – og jeg oplever at have meget mere overskud og klarhed i forhold til at klare de udfordringer, jeg ligesom alle andre møder i livet. Og det er den resiliens, den indre styrke og ro, jeg kan hjælpe dig til at finde – så du altid kan finde dit ‘true north’ i dig selv. Din indre GPS til et mere afslappet liv. Så du altid kan finde ‘hjem’ i dig selv – tilbage til klarheden, roen og overskuddet – igen og igen og igen.

Det, jeg skriver om, kan i virkeligheden ikke forklares med ord. Og det kan slet ikke siges med samme enkelhed, som det i virkeligheden opleves – indefra. Der er ikke tre, fire eller ti enkle teknikker eller noget, man skal gøre. Ingen daglig praksis, der skal presses ind i hverdagen oveni alt det andet, der presser og fylder. Og tynger. Det er MEGET enklere. Der er INGENTING man skal gøre. Eller huske. Det er noget, man skal erfare – og mærke på sin egen krop og i sit eget sind. Det er noget, man skal forstå. Indse. Og hvis du har lyst til at høre mere om det – er jeg er klar til at guide dig på vejen tilbage til din naturlige indre ro og klarhed.

Forståelsen er helt udogmatisk og non-religiøs – og den peger dig tilbage til din medfødte indre sundhed – til den hele, fine, livlige og glade sjæl du var som barn – og som du stadig er – inde under alle bekymringerne.

OBS

Forståelsen er efterhånden udbredt til hele verden – og til alle mulige folkeslag, religioner og fagligheder. Til forskere, psykologer, ledere, coaches og konsulenter og til jordskælvsramte områder, krigszoner, amerikanske og engelske fængsler, den amerikanske hær, CEO’s i multinationale virksomheder og som ledelsesparadigme på flere amerikanske hospitaler. Forståelsen vinder indpas flere og flere steder – netop fordi den er så enkel og alligevel så genkendelig. Så naturlig. Og så effektiv. Den leder hen til det, mange store tænkere som Einstein, Dalai Lama, Ghandi, Mandela, John Lennon og mange, mange flere har peget på. Forståelsen er udogmatisk og IKKE-religiøs. Så den går fint i spænd med hvilken som helst tro – eller ledelsesfilosofi. For det den viser tilbage til er det, vi alle sammen har inden i os – det, vi alle sammen søger efter: Ro, velvære, klarhed, kærlighed, glæde, energi og overskud.

Det er en forståelse, der BESKRIVER, hvordan vores sind allerede virker – og altid har virket på. Det er IKKE en forståelse, der fortæller dig HVORDAN du skal leve – eller tænke. Faktisk sætter den dig fri til at tænke lige, hvad du vil – eller til at indse at du altid har været fri til at tænke lige, hvad du vil. Og dermed er du også mere fri til at handle og gøre det, du virkelig vil eller drømmer om. Mere fri til at se, at der ikke er helt så meget på spil i livet – eller i arbejdslivet, som du måske tænker, at der er. Og det giver mod på – og til at turde mere i livet. For man indser, at man har livet i ryggen. Og at man er okay – inderst inde. Uanset hvad.

Se Mara Gleason fra ONE SOLUTION tale for en gruppe amerikanske teenagers om, hvad forståelsen kan gøre for dem – og hvorfor hun gerne ville have kendt forståelsen, da hun selv var teenager. Se talen her.