Blog : Psykologi

Giv slip – og bliv fri

Giv slip – og bliv fri

‘Alt må vige for natten’ er en fængslende bog om en kvinde, der søger svar på, hvordan hendes mor kunne blive så syg, at det har kastet mørke skygger ind over hendes barndom og voksenliv. En virkelig rørende, smuk og også gruopvækkende psykologisk detektivfortælling, som jeg kun kan anbefale.

Når jeg begynder her med denne bog, er det fordi, vi alle sammen har en fortid. En god blanding af lyse og muntre minder, og så er der også ting vi helst vil glemme. Alligevel har mange ‘mørket’ med i bagagen som en tung byrde, der fylder og skygger for lyset i livet. Og som skal bearbejdes. Og her er det, at jeg vil udfordre denne tanke om, at det er noget, man skal have bearbejdet for at give slip på det…

Jeg har selv oplevet, hvordan det ikke længere er svært at ‘give slip,’ og at jeg er fri til at tænke, hvad jeg vil om min fortid. Og at tankerne om fortiden fylder meget mindre i mit liv – end de gjorde før jeg lærte insideout-forståelsen. Nu er det svært at holde fast i negative oplevelser. De dukker ikke op i bevidstheden på samme måde som før – og slet ikke med denne insisteren som jeg oplevede før i tiden. Det er mere som en film – eller insta-glimt om minder – som bare flyder forbi. Og det, der fylder mere og mere, er alt det, jeg elsker at tænke tilbage på. Tivoliturene, ferierne, festerne – alle de lykkelige nu’er i hverdagen og med familien.

Og det sjove er, at jeg før købte bøger om at give slip. Og nu slipper mine tanker helt af sig selv. Og det er fordi jeg har forstået dybt indefra at fortiden ikke eksisterer. At fortiden er skabt og bliver genskabt i mine tanker. I nuet. Og at de giver mig en oplevelse. Og derfor giver det ikke mening at blive ved med at holde liv i ting, jeg ikke ønsker skal fylde i livet. De bliver sorteret fra helt af sig selv. Det er ikke noget, jeg ‘gør’. Og det opdager jeg så, når andre minder mig om noget, der engang skete. Men som jeg næsten har glemt. Det er så skønt at være lettet for den tunge bagage. For så kan man kan flyve højere i livet og mærke glæden mere – og mere. Måske skulle man i stedet skrive en bog, der skal hedde: ‘Alt må vige for lyset‘…

 

Jeg troede ikke selv, at det kunne være let at slippe det tunge. Indtil jeg prøvede det selv. Det eneste det kræver er, at man forstår hvordan vores mentale design virkelig fungerer. At det er vores fabriksindstilling at være afslappede, glade, kreative og mindfulde.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere om, hvordan man giver slip på fortiden – uden at arbejde med den. Der er nemlig ikke noget at give slip på – bare noget at forstå om den måde vi tænker på.

 

“Alt, du behøver er at indse er, at fortiden ikke er andet end et spøgelsesagtigt minde, som du holder i live ved at rode i dine egne støvede erindringsarkiver”

– Sydney Banks

 

Fortiden findes ikke mere. Den er væk. Vi kan ikke tage tilbage og opleve den igen og lave den om. Når du tænker på din fortid, tænker du på den i nuet. Fremtiden findes heller ikke. Den er ikke skabt – endnu. Når vi tænker på den, er der ikke andet end vores tanker, vi oplever i nuet. Derfor er det aldrig din fortid, der påvirker dig. Det kan den ikke – for den er her ikke! Det er altid og kun dine egne tanker om din fortid. Dine egne tanker i nuet.

Mette Louise Holland, psykolog og forfatter til bogen ‘Dit selvhelbredende Sind.’

Det er en udbredt opfattelse, at den bedste måde at takle kriser på er at bearbejde dem. Vi taler, tænker og analyserer i et væk i et forsøg på at tømme rygsækken for ‘dårlig bagage’. Men det er forkert at betragte psyken som en rygsæk. Der sker ingen ophobning, og det er ikke nødvendigt at ‘rydde op’ for at komme videre med sit liv.

– Pia Callesen, psykolog og forfatter til bogen ‘Lev mere – Tænk mindre.’

At være mindful og meditativ er vores naturlige grundindstilling

At være mindful og meditativ er vores naturlige grundindstilling

 

Alle skal meditere og på mindfulness-retreat for tiden. Der er masser af kurser og bøger om meditation og mindfulness. Og det er godt. Det er godt, at der er kommet fokus på vores mentale sundhed og vores mentale tilstand.

Vi har behov for ro og klarhed for at have overskud i livet - og til livet.

Tidligere tænkte jeg, at indre ro var noget, der var svært. Noget jeg skulle arbejde på. Noget jeg skulle lære. Noget jeg skulle praktisere. Noget jeg skulle GØRE. Jeg forsøgte også at lære mindfulness og meditation. Jeg havde bare svært ved at finde roen. Og tiden. Det var jo MERE, jeg skulle gøre oven i alle de andre ting, jeg gjorde for at holde mig selv i balance. Og ude af stress. Det var mere, jeg skulle huske og lære. Mere jeg skulle bære. Så det blev ikke til så meget. En masse begyndelser. Men nogen rutine eller praksis blev det ikke til.

Nu har jeg lært, at den meditative tilstand jeg søgte, er mit helt naturlige udgangspunkt. Så med mindre at jeg tænker mig væk fra roen, så er jeg ALTID i en meditativ tilstand af flow. Og det ER jeg. Meget mere af tiden. Og jeg NYDER det. Jeg ELSKER simpelthen den tilstand af flow.

Der, hvor tankerne bare kommer og går. Og byder sig til med ideer og løsninger på de ting, jeg har tumlet med - og som jeg ikke har kunnet regne ud.

Og lige pludselig ud af det blå løser det hele sig selv. Mens jeg gør rent. I badet. Under løbeturen. Når jeg kører bil. Lytter. Læser. Skriver - eller lige før og efter, at jeg har sovet. Lige der. Pludselig. Midt i flowet af alle mulige tanker, så kommer der en ny tanke, en indsigt og lander i min mentale turban. En tanke, der får det hele til at falde på plads. En indsigt, der gør det hele indlysende og enkelt. Igen og igen.

Der er jeg ikke hele tiden. Jeg er ikke altid 'zen' og i ro og klarhed. For jeg er kun et menneske. Så jeg lader mig tit rive med af mine stressede tanker - i nuet.

Forskellen på før og nu er, at nu ved jeg, at den meditative tilstand altid kun er en tanke væk. Og at jeg ikke skal gøre noget for, at mit sind falder til ro. Jeg skal gøre mindre. Ikke mere. Jeg kan ikke tænke mig til indre ro. Men jeg kan give slip på de tanker, der fylder. Og så indfinder roen sig igen helt af sig selv. For ro og klarhed er min grundindstilling. Og den er der altid lige bagved alle mine stressede tanker.

Derfor giver det ikke længere mening for mig at prøve at skabe den tilstand af ro og klarhed gennem meditation eller mindfulnessøvelser og teknikker. Det er meget nemmere bare at give slip på tankerne og falde ind i nuet, nærværet, livet, lykken og glæden. Alt læne sig tilbage i livet og nyde turen.

Og jeg NYDER bare tankernes frie flow, den meditative tilstand som præger mit liv mere og mere.